Koed Tømrer- og Byggeforretning fejrer 50 års jubilæum

Koed Tømrer-og Byggeforretnings historie starter d. 1. maj 1970. Her startede Eigil Jakobsen det lokale tømrerfirma op i sin garage i Koed, hvor der hurtigt blev ansat et par ekstra tømrersvende. I løbet af 70’erne opkøbte Eigil byggegrunde i lokalområdet. Firmaet beskæftigede sig primært med at opføre huse på grundene, som efterfølgende blev solgt. De lokale kunder med mindre tømrer- og snedkeropgaver blev dog også prioriteret, og der blev opbygget en solid kundekreds i lokalområdet.

Der kom hurtigt gang i forretningen, og garagen i privatboligen i Koed blev for lille. Derfor købte Eigil i 1976 en nedlagt landejendom på Tornhøjvej i Koed, hvor et helt nyt tømrerværksted blev bygget.

I 80’erne gik boligbyggeriet i stå, og det viste sig, at prioriteringen af de mindre tømreropgaver og opbyggelsen af en solid kundekreds i 70’erne var et klogt træk. Koed Tømrer- og Byggeforretning havde formået at fastholde sine kunder, og de primære opgaver var nu mindre tømrer- og snedkeropgaver. Der blev bl.a. skiftet mange døre, vinduer, trapper og køkkener. De fleste af tingene blev lavet på snedkerværkstedet, hvor der især om vinteren blev brugt mange timer.

De mindre tømrer- og snedkeropgaver fortsatte  med at være den primære beskæftigelse i 90’erne og 00’erne, hvor kundeservice og høj kvalitet var i fokus. I 2011 mente den 77 årige Eigil, at tiden var inde til et generationsskifte. Her overtog barnebarnet Kasper Bang den videre drift af firmaet.

Friske kræfter, digitale hjælpemidler, moderne værktøjer samt maskiner har de sidste år præget den videre udvikling af firmaet. Der er blevet lagt ekstra kræfter i markedsføring, så firmaet nu er velkendt på hele Djursland og omegn. God kundeservice og høj kvalitet danner sammen med et godt arbejdsmiljø og loyale medarbejdere grundstenene for den nuværende forretningsmodel.

De seneste år har firmaet opbygget en entrepriseafdeling med fokus på fagentrepriser inden for større bolig- og erhvervsbyggerier.

Sideløbende har de private kunder stadig været i fokus. Her er kundernes tilfredshed kommet til udtryk på anmeldhåndværker.dk i form af anmeldelser af udført arbejde. Den gode kundeservice og det høje kvalitetsniveau har resulteret i mange gode anmeldelser, og Koed Tømrer -og Byggeforretning er således blevet kåret til Årets Tømrer i 2015, 2016, 2018 og 2019.

Vi er igen i 2020 blevet nomineret til Årets Tømrer, som endnu mangler at blive kåret.

 

 

Jubilæums galleri

Se hvad vores kunder siger om os

Udgivet i Ikke kategoriseret.